Smerten ændrer livet

Sofia er 18 år og har lidt af kronisk hovedpine siden hun som 15 årig fik en slem hjernerystelse. Det skete efter et voldsomt sammenstød i en fodboldkamp. Hovedpinerne har været så kraftige, at de ikke kunne slås ned med smertestillende medicin. De forhindrede hende ofte i at passe hendes skolegang.  Når Sofia kom hjem fra skole, måtte hun tit gå direkte i seng, fordi det var det eneste, der var at gøre, for at få hovedpinen til at forsvinde.

I løbet af de tre år med hovedpiner oplevede Sofia, hvordan de nærmest konstante smerter ændrede hendes personlighed. Hendes lunte blev kortere og hun blev lettere irriteret på sine omgivelser, end tidligere i sit liv. Simpelthen fordi hun brugte al sin energi på at klare smerten. Ting der tidligere slet ikke havde generet Sofia begyndte at være et problem. Hun ærgrede sig over, at hendes tollerance blev mindre og mindre.

Når (næsten) alt håb er ude

Da Sofia kom til mig havde hun prøvet en hel del forskellige behandlingsformer. Hun havde været ved lægen utallige gange og var blevet undersøgt fra ende til anden i håb om at komme af med sin kroniske hovedpine. Ingen kunne forklare, hvorfor hun havde så ondt i hovedet. Baseret på de mange skuffelser havde hun heller ikke den store tiltro til, at jeg kunne hjælpe hende, men besluttede alligevel at give det en chance.

Det var tydeligt for mig, at jeg her sad overfor et ungt menneske, der led stærkt under de forandringer hjernerystelsen for tre år siden havde skabt i hendes liv. Der var ingen tvivl om, at jeg virkelig ønskede at kunne hjælpe hende. Jeg var imidlertid også klar over, at hun ikke skulle spilde sin tid på endnu en behandler, der ikke rigtig kunne få bugt med hovedpinen. Vi aftalte derfor, at vi efter tre behandlinger skulle evaluere, om behandlingen havde haft nogen effekt. Hvis ikke skulle vi finde en anden behandler til hende, for hjælp det skulle hun have.

Kroppen gemte på chokket

Jeg kan huske at jeg første gang jeg behandlede Sofia tydeligt kunne mærke, hvordan hele hendes krop var spændt op. At spænde op i kroppen er en naturlig reaktion på chok og stærke smerter. Det paradoxale er, at disse spænd opstår som en beskyttelse mod smerten, men ofte er med til, i sidste ende, at forværre smerten. Jeg gik igang med at løsne de spænd der var i Sofias krop. Vi snakkede også om, hvad de forskellige spænd “prøvede at fortælle hende”. Jeg fortalte Sofia at hun skulle prøve at lægge mærke til, i hvilke situationer spændingerne i kroppen begyndte at tage fat igen. Derigennem kunne hun lære at acceptere, hvornår hendes grænse i forskellige sammenhænge var nået.

Efter tre behandlinger fortalte Sofia at hendes kroniske hovedpine havde aftaget en smule og at de helt voldsomme hovedpiner ikke havde været der i noget tid. Vi fortsatte derfor behandlingen i håbet om at kunne fjerne hendes hovedpiner helt.

Forvandlingen

Da Sofia havde været i behandling hos mig 5 gange mødtes vi og fik den sædvanlige indledende snak om, hvordan hun havde det og, hvordan det gik med hovedpinerne. Hun fortalte mig, at hun nogle dage forinden havde snakket i telefon med en god ven. Under samtalen havde de berørt nogle af de emner, der var begyndt at genere hende siden hjernerystelsen. Da de havde afsluttet samtalen opdagede Sofia at noget var forandret.

Med et gik det op for hende, at hun havde fået sit gamle, mere ubekymrede jeg tilbage. At hun ikke længere led af kronisk hovedpine og at hun derfor havde fået sin tolerance tilbage. Idet hun indså det græd hun af ren og skær lettelse og mens hun fortlate mig om det begyndte lettelsens tårer igen at trille.

“Jeg har ikke rigtig hovedpiner mere” sagde hun. “Jeg trode jeg skulle have det dårligt resten af mit liv og nu kan jeg bare mærke jeg har fået mig selv tilbage”. Og så skal jeg love for jeg heller ikke kunne holde tårerne tilbage. Det var vildt rørende at opleve dette unge menneske, der igen havde fået et liv uden konstante smerter.

Sofia fortsatte i behandlingen lidt endnu og følte stadig hun havde brug for at blive løsnet op med jævne mellemrum, for at holde hovedpinerne på afstand. I dag har Sofia imidlertid lært signalerne i sin krop så godt at kende, at hun ikke længere behøver jævnlige behandlinger for at undgå hovedpiner. Vi er blevet enige om at afslutte behandlingerne og glæde os over, at hun igen er blevet en glad og rummelig pige, der kan dyrke motion og, som har overskud til at lave lektier, når hun kommer hjem fra skole.

Hvor går man hen?

Igennem tiden har jeg mødt en del klienter der, ligesom Sofia, igennem længere tid har forsøgt at leve med en kropslig smerte eller ubehag. Ofte fordi det ikke har været muligt for dem at få hjælp til at komme smerten til livs igennem det offentlige sundhedssystem. Klienterne har ikke anet, hvad de skulle stille op og ender ofte på min briks som en sidste udvej efter en længere tur rundt i det offentlige behandlingssystem. Mange hører om behandlingsformen ved en tilfældighed fx fra en ven og anede ikke forud, at sådan noget eksisterer.

Smerten der ikke kan ses

Det er mit håb, at jeg ved at dele historier som denne, kan være med til at skabe håb og bevidsthed om, at der findes muligheder for at få hjælp mod smerter og ubehag, også selvom der ikke med alverdens målemetoder er noget at se.

Hvad har du oplevet?

Har du selv prøvet kropsterapi? Og måske oplevet at det har hjulpet dig på den ene eller den anden måde? Eller er der noget mere du gerne vil vide? Skriv gerne en kommentar eller et spørgsmål i kommentarfeltet, så svarer jeg så snart jeg kan.

Læs mere om behandlingsformen her

Sofia er et opdigtet navn jeg har valgt at bruge for at beskytte min klients privatliv. Historien er derimod ægte og er blevet skrevet i samarbejde med pigen, der havde hovedpine i tre år