Kropsterapi hjælper mig til at passe på mig selv

I går var jeg selv på briksen. Det er jeg jævnligt. Helst minimum en gang om måneden. At få behandling selv er vigtig for mig af flere grunde. Dels minder behandlingen mig om, hvad det er jeg hver dag står og giver mine egne klienter. Kropsterapi hjælper mig også med at mærke, hvor det er jeg kæmper, og hvad jeg til tider glemmer at tage mig af i mig selv.

For mig er behandlingen en form for livsforsikring.  En sikkerhed for, at jeg passer bedst muligt på mig selv. Når jeg ligger der på briksen og får hjælp til at se og mærke mig selv på en ny måde mærker jeg, hvilke spændinger, der er i min krop, og hvilke følelser og fornemmelser jeg kan have svært ved at gå ind i. Jeg bliver derfor også klogere på, i hvilke situationer i livet, jeg skal lære at passe endnu bedre på mig selv, end jeg gør i forvejen.

Hoved og krop kan ikke adskilles

Hver behandling jeg får er vidt forskellig. Jeg har igennem de efterhånden 4 år jeg har modtaget behandlinger oplevet, hvordan min krop virkelig forandrer sig alt efter, hvordan mit sind har det på det givne tidspunkt. Eller også er det omvendt? Måske ændrer sindet sig fordi kroppen har forandret sig?

Min erfaring er, at det går begge veje. At det er ligemeget om vi starter med at mentalisere os til et liv der er bedre for os selv, eller om vi starter med at give de kropslige fornemmelser plads. Vores tanker og følelser skabes af fornemmelser og signaler fra kroppen og tankerne påvirker, hvad der sker i kroppen. Det er et loop, som det er umuligt at sige, hvor starter. Det er som hønen og ægget. Vi er ét. Hoved og krop kan ikke adskilles.

Du går ikke i stykker selvom du giver slip!

Jeg bestilte en akutbehandling hos Mette Thaisen fordi jeg var ved at få hold i nakken og ved, at kropsterapi hjælper mig til at give slip i kroppen, så holdet ikke satte sig helt fast. I løbet af behandlingen blev det tydeligt for mig, hvordan holdet i nakken blot var ét punkt i et edderkoppespind af spændinger igennem kroppen.

På et tidspunkt trykkede Mette på min arm et sted, hvor det gjorde rigtig, rigtig ondt. Jeg fortalte hende, at min arm var ved at gå i stykker. Ikke fordi jeg troede min arm var ved at gå i stykker, men fordi følelsen i mig var, at hvis jeg gav slip ville min arm gå i stykker. Hun brugte mine egne ord og sagde: “Du går ikke i stykker, selvom du giver slip”.

De ord, der ramte lige ind i min følselse af frygt og satte gang i en dyb, hulkende gråd. Min krop hulkede og min hage begyndte at ryste ligesom når man er rigtig bange eller fryser meget. Jeg kunne mærke, at det var ophobninger i min krop fra en masse gange i mit liv, hvor jeg virkelig har været bange for at give slip og vise min egen sårbarhed. Fra tidligere situationer, hvor mine livsomstændigheder var rigtig hårde. Hvor jeg havde følt, at det at give slip var lig med at blive tilintegjort.

En vej ud af mit eget jeg-skal-klare-det-hele-selv tyrani

Det blev også tydeligt for mig, at det helt sikkert var sandt i nogle af de gamle situationer jeg har været i. At der ikke var nogle til at samle mig op, hvis jeg gik i stykkker. Samtidig kunne jeg også mærke, at det ikke er sandt længere. At jeg nu kan give slip og vise min sårbarhed, fordi jeg har lært at omgive mig med mennesker, der samler mig op, hvis jeg falder og som kan rumme min sårbarhed sammen med mig. Kropsterapi hjælper mig med at finde ind til det, der virkelig er vigtigt for mig.

En stor del af de mennesker har jeg mødt i ManuVision og jeg er så evigt taknemmelig for at jeg fandt den vej ud af mit eget jeg-skal-klare-det-hele-selv tyrani. Det rører mit hjerte hver gang jeg selv står med en klient og får lov til at vise dem en vej ud af en svær situation. Ofte går denne vej igennem, at vi tør vise sårbarhed.